Studie/ lydværksted/ audio-station på Øster Allé.


Som medlem af Rytmisk Musik København kan du gratis booke tider i vores bunker 120, hvor foreningen har opstillet et studie/lydværksted/audio-station.


Setup’et er baseret på, at du medbringer sin egen computer + evt. mus med din egen software (lydprogram, plugins etc.) og består af:

  • Lydkort: Focusrite Scarlett 2i2 (3. generation) – 2 indgange, som begge kan tage XLR og jack.
  • 2x Yamaha HS8 near-field monitors (højttalere)
  • Ekstern 24” skærm, så du kan køre med 2 skærme (brugbare stik: HDMI, VGA, Minidisplayport eller USB-C)
  • Controller til nem styring af volumen
  • Kondensator-mikrofon til indspilning af vokal, akustisk guitar etc. (kan optage i enten nyre-, omni- og 8-tal-karakteristik).

 

Hvad kan det bruges til?

Tanken bag setup’et er, at det ofte er svært at kunne arbejde med lyd og musik derhjemme. Måske forstyrrer du alle i dit boligområde, når du arbejder med din musik eller optager skønsang i stuen; måske har du ikke plads/råd til et par studiohøjttalere og må derfor nøjes med at arbejde med hovedtelefoner – hvilket ikke altid giver den optimale lydgengivelse under arbejdet.

Derfor kan du nu tage i bunker 120 på Østerbro og arbejde under gode forhold uden at forstyrre alle omkring dig – og uden selv at blive forstyrret.


Setup’et kan fx bruges til:

  • Mix: Har du eller dit band indspillet musik, som nu skal mixes og kæles for? Mix løs på vores fede Yamaha-monitors!
  • Indspilning: Vil du indspille musik? Tag dit gear/keybord/guitar/rytmebox/synth osv. med og optag, til du segner på to spor ad gangen. Du kan også bruge foreningens kondensator-mikrofon med tilhørende akustik-isolation og pop-filter til optagelse af vokal, akustisk guitar, blæsersektion, strygekvartet, kor eller måske til indtaling af dine hede, erotiske noveller (de færdige erotiske lydbøger bedes sendt til bestyrelse@rmk.dk 😜).
  • Noget helt tredje? Fjerde?


Hvis du vil låne lokalet, så smid en mail til Claus på dagligleder@rmk.dk – så får du mod depositum på 500 kr udleveret en nøgle som giver dig adgang til lokalet i en periode.
Bagefter afleverer du nøglen igen og får hele depositummet tilbage.

 

Info, tips, download af driver, manual etc findes lige her!: link


Har du spørgsmål, kommentarer eller andet, så send en mail til Claus på dagligleder@rmk.dk