Her kan du orientere dig om vilkårerne for medlemsskab af RMK, der uddyber foreningens interesser og anseelse, som anført i vedtægterne. Nedenstående informationer og reglerne er besluttet for at sikre gode og fælles betingelser for alle medlemmerne. 

 

Foreningens vedtægter findes her.

  

MEDLEMSREGLER

Obs: På nogle områder er der forskel på faciliteter og reglerne på Øster Allé (ØA), Herman Triers Plads (HTP) og Under Spillet i Valby samt mellem baggearslokaler og de almindelig øvelokaler, hvor medlemmer har deres eget udstyr stående. I så fald vil det fremgå af det pågældende afsnit.

 

1. Den daglige drift

1.1 Bestyrelsen

Rytmisk Musik København (RMK) er ledet af en bestyrelse på 5-8 personer, der vælges på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil og tilrettelægger og gennemfører foreningens aktiviteter i henhold til foreningens vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Bestyrelsen er desuden ansvarlig for at udforme regler og visioner for RMK.

 

1.2 Daglig leder og ansatte

Den daglige drift af øvelokalerne, administration af medlemmerne samt diverse praktiske funktioner varetages af daglig leder samt kasserer, som modtager betaling for løsning af opgaverne.

 

1.3 Kontakt med medlemmer

Formel kontakt mellem RMK og medlemmer foregår på e-mail via daglig leder og bestyrelsen, og i kontorets ugentlige åbningstid, pt. torsdage mellem kl. 15 og 19. 

 

2. Medlemskab

2.1 Nye medlemmer

Man kan indmeldes i foreningen på én af følgende måder:

  • Som nyt band eller ny solist, hvis man har stået på ventelisten.
  • Som nyt bandmedlem, der erstatter et udmeldt bandmedlem eller supplerer eksisterende bandmedlemmer.
  • Som passivt medlem ved betaling af årskontingent. Ønsker du passivt medlemskab, kontakt da daglig leder.

 

2.2 Ventelisten

Interesserede musikere skal skrive sig på foreningens venteliste til øvelokale her. Ventelisten danner baggrund for indmeldelsen af nye bands og solister efterhånden som der bliver plads i øvelokalerne. Ventelisten revideres hvert halve år ved udsendelse af en e-mail, hvor man bedes bekræfte sin fortsatte interesse i at stå på ventelisten. Besvares ventelistemailen ikke med at aktivt tilsagn, fjernes man af ventelisten. Når man bliver tilbudt et øvelokale i RMK, får man fremvist øvelokalet og har derefter 3-7 dage til at beslutte sig. Takker man nej til øvelokalet, går tilbuddet til den næste på ventelisten, og man fjernes herefter fra ventelisten.

 

2.3 Nyt bandmedlem

Hvis et band får nye medlemmer, skal disse indmeldes under forudsætning af at medlemmets tilknytning til bandet kan dokumenteres. 

 

2.4 Definition af bands

To eller flere medlemmer, der spiller sammen, kan betegnes som et band. Bands med eget trommesæt skal dog bestå af minimum tre medlemmer. I baggearslokalerne 120TV og på Herman Triers Plads skal bands bestå af minimum tre medlemmer.

 

2.5 Definition af solister

En solist er et medlem, som kun øver for sig selv på sit eget udstyr og/eller RMK's sanganlæg. Solister, som får behov for samspil med andre kan, i begrænset omfang, låne et baggearslokale til formålet. Kontakt daglig leder for nærmere info.

 

2.6 Indmeldelse

Indmeldelse i foreningen sker på kontoret Øster Allé 43 efter aftale.

 

2.7 Medlemsblanket

Ved indmeldelse opgives oplysninger om navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse og fødselsdato.

 

2.8 Kontingentbetaling via Betalingsservice

Det er et krav for medlemskab, at man betaler sit kontingent rettidigt via Pengeinstitutternes Betalingsservice (BS). Tilmeldingen til BS foretages på kontoret. Det er til hver tid medlemmernes ansvar at sikre tilmelding til korrekt bankkonto.

 

2.9 Årskontingent

Medlemmerne betaler hvert år kr. 200,00 i årskontingent for medlemskab af foreningen. Årskontingentet giver stemmeret ved foreningens generalforsamling og adgang til foreningens øvrige arrangementer og medlemsfordele. Der betales fuldt årskontingent for indeværende år uanset indmeldelses- og udmeldelsestidspunktet. Årskontingent opkræves automatisk via den BS-tilmeldte konto. Det er til hver tid medlemmernes eget ansvar at sikre rettidig kontingentbetalingen.

 

2.10 Månedskontingent

Månedskontingentet er pt. kr. 200,00. Månedskontingentet besluttes af bestyrelsen. Det betales forud og opkræves individuelt af hvert enkelt medlem. Månedskontingent opkræves automatisk via den BS-tilmeldte konto. Det er til hver tid medlemmernes eget ansvar at sikre rettidig kontingentbetalingen. Medlemmer af bands hæfter kollektivt for evt. restance hos andre bandmedlemmer.

 

2.11 Restance

Ved restance af kontingent vil bestyrelsen fastsætte frister for indfrielse af gælden. Vedvarende restancer vil medføre eksklusion af RMK med fortsat krav om indfrielse af restancer og modregning i evt. depositum. Eksklusion af RMK grundet restance hos ét bandmedlem kan betyde ekskludering af alle i bandet.

 

2.12 Ændringer i medlemsdata

Det er medlemmets eget ansvar at meddele RMK, hvis der sker ændringer i medlemmets personlige data, fx adresseændringer, ny e-mail, ny bank og lign. Nye oplysninger fremsendes på e-mail til daglig leder. En forældet mailadresse eller forkert bankkonto er ikke en undskyldning for at overse væsentlig information eller manglende kontingentbetaling.

 

2.13 Udmeldelse

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til daglig leder. Varsel for opsigelse er løbende måned plus 30 dage. Eksempelvis vil en udmeldelse den 12. maj have virkning fra 1. juli. Der skal betales kontingent indtil udmeldelsen træder i kraft. Ved udmeldelse afleveres nøgle efter nærmere aftale, hvorefter depositum tilbagebetales, med tilbagehold af evt. restance.

 

2.14 Eksklusion

Foreningen kan ekskludere medlemmer og deres bands, hvis der ikke leves op til foreningens regler (dem du læser nu) og vedtægter. Dette gælder fx hvis et medlem:

  • Undlader at betale kontingenter (bestyrelsen fastsætter restancefrister)
  • Udebliver fra RMK's årlige generalforsamling uden gyldig grund.
  • Skader foreningens interesser og anseelse eller modarbejder foreningens formål
  • Udøver hærværk på foreningens faciliteter, herunder grov misvedligeholdelse af eller tyveri fra øvelokaler
  • Undlader at overholde foreningens vedtægter og medlemsregler (dem du læser nu).

 

Bestyrelsen træffer beslutning om eksklusion på et bestyrelsesmøde. Beslutningen kan efterprøves ved førstkommende generalforsamling, hvis dette begæres. Ekskluderede medlemmer vil stadig møde krav om indfrielse af eventuelle restancer.

 

2.15 Undervisning i RMK

Det er ikke tilladt at drive indtægtsgivende undervisning i lokalerne. Brugen af øvelokalerne er primært forbeholdt medlemmerne af RMK til øvning. Det kan aftales at afvikle fælles workshops og lign., som har det fælles formål at opkvalificere medlemmerne og øvrige deltagende.

 

3. Nøgler, adgang og sikkerhed

Ved udlevering af nøgle betales et nøgledepositum på kr. 500,00. Ved tildeling af låsekode til telefon betales et administrationsgebyr på kr. 200,00. Nøgler og koder er personlige og må ikke udlånes eller overdrages til andre. Depositum for en nøgle tilbagebetales via bankoverførsel ved udmeldelse. 

 

3.1 Låsesystem

RMK har digitale låsesystemer med fysiske nøgler og NFC via mobiltelefon. Oplever du problemer med låsene – kontakt da daglig leder.

 

3.2 Tab af nøgle eller NFC-adgang

Hvis den personlige nøgle bortkommer, skal det straks meddeles daglig leder.

Den tabte nøgle betyder tabt nøgledepositum. Medlemmet betaler nyt nøgledepositum på kr. 500,00 ved udleveringen af ny nøgle, samt et administrationsgebyr på kr. 500,00. Administrationsgebyret refunderes ikke, hvis den tabte nøgle returneres sidenhen.

Ved behov for ny kode til NFC-låsene betales et nyt administrationsgebyr på kr. 200,-

 

3.3 Alarmsystem for brand

RMK har et brandalarmssystem, som aktiveres ved at slå en lille glasplade ind på en rød boks og trykke på knappen, i tilfælde af brand. 

 

3.4 Forsikring

Medlemmerne er selv ansvarlige for at forsikre deres instrumenter og øvrige værdier, der opbevares i øvelokalerne.

 

3.5 Foreningens ansvar

RMK fraskriver sig et hvert ansvar for skader på og tyveri af private instrumenter, anden musikudrustning og øvrige personlige ejendele.

 

4. Brug af øvelokalerne

4.1 Lokalekvoter

Bestyrelsen sikrer et passende antal medlemmer i hvert lokale og minimum 10 personer. Der er ingen regler for maksimum antal medlemmer i lokalet.

 

4.2 Regler for brug af udstyr i lokalerne

  • Stil altid jeres grej ud til siderne efter brug, så der bliver bedst mulig plads til lokalets øvrige medlemmer. Tal sammen bands og solister indbyrdes om individuelle behov og indretning.
  • Det er strengt forbudt at benytte andre medlemmers instrumenter/grej med mindre forudgående aftale med ejeren er indgået!
  • Der må kun være grej og effekter i øvelokalerne, som hyppigt og aktivt benyttes til musikudøvelse – øvelokalerne er ikke lageropbevaring. Det er bestyrelsens ret at sikre dette.
  • I baggearslokalerne må medlemmerne ikke efterlade deres eget udstyr mellem øvere.
  • Instrumenter, sanganlæg og andet udstyr, som RMK har opstillet i lokalerne, må ikke fjernes.

 

4.3 Gæster/ikke-medlemmer i lokalerne

  • Øvelokalerne må kun benyttes af RMK’s medlemmer.
    • Det er dog muligt for bands at have gæster på besøg i begrænset omfang, hvis fx man afprøver nye bandmedlemmer.
    • Solister kan låne et baggearslokale til samspil med fx andre solister. Solister kan kontakte daglig leder for nærmere info. 
  • Gæster skal altid meldes på forhånd med oplysning om anledning til besøget, tidspunkt for besøget og navnet på gæsten.
    Du melder gæster på én af følgende måder:
  • Træffes uanmeldte gæster i lokalerne, kan dette føre til eksklusion af værten og dennes band, jf. pkt. 2.14.

 

4.4 Tidsrum for øvning

Medlemmerne kan øve i RMK’s øvelokaler på Øster Allé og i Kommandocentralen 24 timer i døgnet. På Herman Triers Plads kan øves højlydt indtil kl. 22. Det er yderst vigtigt at tage hensyn til naboer og altid lukke den yderste låge, når der øves.

 

4.5 Fordeling af øvetider

Øvelokalets medlemmer fastsætter og fordeler selv øvetiderne indbyrdes i lokalet. Øvetider skal bookes i lokalets kalendersystem. Bands har fortrinsret til aftentider, og solister kan ikke forvente øvetid i aftentimer. Hvis en øvetid ikke er booket 48 timer før tiden starter, kan tiden også bookes af solister.

 

4.6 Aktivt medlemskab

Som aktivt medlem af RMK, med adgang til almindelige øvelokaler, forventes det at medlemmer benytter lokalerne med rimelig hyppighed. Benytter man ikke lokalerne hyppigt, bør man på eget initiativ ophører med at være aktivt medlem, evt. overgå til passivt medlemskab, og give den attraktive øveplads til folk på ventelisten. Der er bestyrelsens ret at vurdere om medlemmer øver hyppigt. Bestyrelsen kan påtale eller ekskludere medlemmer, i så fald de vurderes inaktive.

 

4.7 Oprydning og rengøring

Øster Allé: Medlemmer i almindelige øvelokaler på ØA er selv ansvarlige for den daglige oprydning og rengøring i lokalet. Der findes skraldespande i lokalerne og affaldsbeholderne ved indgangen til bunker 119. Støvsuger findes i indhakket ved lokale midt for. Der findes ekstra skraldeposer i skraldespandene og støvsugerposer ved maskinen. I modsat fald kontakt daglig leder

 

Øvrige lokaler: Der må kun efterlades affald og pant i de dertil indrettede beholdere. Hvis der er behov for det, er der  en støvsuger til rådighed.

 

Der må ikke henstilles effekter på fællesarealerne! Brandvæsnet kommer jævnligt på uanmeldte besøg, og findes der effekter i gangene, der hindrer flugt eller skaber brandfare, kan brandvæsnet i værste fald lukke foreningens adgang til lokalerne.

 

4.8 Bortskaffelse af udtjent udstyr

RMK’s lokaler må kun rumme udstyr, som benyttes aktivt til at øve. Det er medlemmernes ansvar at fjerne overflødigt udstyr, affald og storskrald. Bestyrelsen kan anvise at opbevaret udstyr skal fjernes.

 

4.9 Indeklima

Det er ikke tilladt at ryge i RMK’s lokaler. Der må ikke efterlades mad eller madaffald i lokalerne. Det giver lugtgener og tiltrækker mus og rotter.

ØA og HTP:

Der findes tre maskiner i øvelokalerne, som ved konstant drift sikrer det behagelige indeklima; en luftudskifter (ventilatoren på et rør i væggen), en affugter tilsluttet afløb i gulvet og varmekilder, enten radiatorer eller varmepumpe. Disse skal i udgangspunktet altid køre. Hvis I slukker for dem, skal I huske så at tænde igen, når I forlader lokalet1 Affugterne må ikke rykkes rundt pga. den monterede afløbsslange.

Valby: Centrale udluftning sikrer et godt indeklima.

4.10 Indretning og udsmykning

Indretning og udsmykning i lokalerne aftales indbyrdes i lokalerne, så længe der ikke sker unødig slitage på vægge, lofter og lydisolering. Brandalarmen og pladsen foran varmepumperne på ØA skal være fri for effekter. Medlemmer kan søge RMK om midler til fordringer, der gavner alle i lokalerne.

 

5. I øvrigt

5.1 Fællesarealer - trapper og gange på ØA og HTP:

Fællesarealerne er passage for adgang til øvelokalerne. Efterlad ikke instrumenter eller øvrige effekter på gangarealerne. Brandvæsnet kommer jævnligt på uanmeldte besøg, og findes der effekter på gangene, der hindrer flugt eller skaber brandfare, kan brandvæsnet i værste fald lukke foreningen.

 

5.2 Toiletforhold  

ØA: RMK kan efter særlig aftale benytte det offentlige handicaptoilet ved Eventyrkiosken uden for almindelig åbningstid. Der findes en nøgle til toilettet i indgangen til bunkerne ved siden af eltavlen. Det er yderst vigtigt at holde toilettet i pæn stand, og huske at låse toilettet efter brug - og hænge nøglen på plads efter brug!

HTP: Der er offentligt døgnåbent toilet på pladsen til venstre for Forum. Alternativt kan man være heldig at benytte Musikkonservatoriet (det gamle radiohus) og ungdomsuddannelsen Next i dagtimerne.

Valby: Toiletterne rengøres tre gange ugentligt.

 

5.3 Sækkevogne (Øster Allé)

Der er placeret en sækkevogn i hvert bunkerkompleks. Denne kan benyttes til transport af udstyr og andet. Husk at stille den tilbage efter brug.
 

5.4 Rengøring af fællesområder

Rengøring af fællesarealer og gangarealer foretages af den daglige leder.

 

5.6 Rygning

Det er ikke tilladt at ryge i øvelokalerne eller på gangarealerne.

 

5.7 Opslag på fællesarealer

Personlige opslag, reklamefoldere eller øvrige meddelelser må kun ophænges på opslagstavlerne i gang- og fællesarealerne. Opslaget nedtages efter behov. Permanent kunst og udsmykning af gangarealerne skal godkendes af bestyrelsen.

 

6. Daglig kontakt til medlemmer

Den officielle kontakt mellem bestyrelse, daglig leder og medlemmer foregår via e-mail.

Når e-mails udstikker svarfrister ift. konkrete forslag og spørgsmål, forventes det, at medlemmer responderer indenfor fristen. Ved udeladt svar opfattes det som medlemmets samtykke til bestyrelsens forslag, beslutning og efterfølgende handling. En forældet mailadresse er ikke en undskyldning for at overse væsentlig information. 

 

7. Medlemsansvar

Medlemmer er selv ansvarlige for at kende til og overholde RMK’s vedtægter og medlemsregler. Dette er en forudsætning for medlemskabet.

 

8. Fejl og mangler

Fejl og mangler på udstyr og maskiner opstillet af RMK meddeles straks til daglig leder.


Medlemsreglerne er revideret i september 2025